En af de største udfordringer jeg har overvundet, gjorde jeg for ca. 2 år siden, da jeg besluttede mig for at lægge smøgerne på hylden. Min kone skulle 4 uger til USA og det efterlod mig med en gylden mulighed for at tage en kold tyrker og få al den tarvelige hverdagsnarko ud af kroppen. Med hjælp fra en kammerat lykkedes det og jeg er i dag 100% røgfri. Jeg har stadig lyst til at ryge en afslappende cigaret, men det erpå samme måde som jeg har lyst til chips; det er ret nemt at sige nej tak.
Jeg har dog en anden vane, som har stået på i endnu længere tid og som jeg derfor frygter bliver endnu støre udfordring at sætte en stopper for. Jeg vil lade billedet tale for sig selv:
Neglebidning har været min kæphest, så længe jeg kan huske. Da jeg var mindre, advarede min mor mig om at pigerne ikke ville holde mig i hånden, hvis jeg fortsatte med at bide negle. Det mente jeg naturligvis var noget sludder, men når jeg i dag ser min kones ansigtsudtryk, hvis min hånd kommer for tæt på tænderne, så er jeg ikke i tvivl om at der er noget om snakken.
Nu skal det være slut. Neglene skal vokse tilbage og være ordentlige at se på igen. Det gør det også nemmere at klø mig selv.
Der er nogle forskellige metoder til at stoppe, hvor en af de mest kendte er at smøre noget skidtsmagende på sine negle, som derved forhindrer "patienten" i at putte fingrene i munden. Jeg har en kedelig ide om, at ting jeg rører ved så også vil begynde at lugte, så den dropper jeg. Så er der nogle mere primitive løsninger, som at gå med handsker, men nu er det sommer, så det bliver ikke aktuelt heller.
Jeg tror dog at jeg vælger den samme løsning, som jeg gjorde ved mit rygestop: Kold tyrker. Ingen hælpemidler, kun viljestyrke. Vi får se hvordan det ender. Billedet foroven er fra tirsdag morgen og jeg poster et billede igen, når ugen er omme og så vil det billede forhåbentlig tale sit eget sprog...
Jeg har ikke været særlig aktiv på bloggen i denne uge og det skyldes en så god grund, at den også er blevet en vigtig lektie, som jeg hermed giver videre:
Man kan og bør ikke simulere en interesse
Flere gange i denne uge gik jeg og tænkte på hvordan jeg skulle finde en interessant vinkel, på min nyfundne interesse og hver gang løb jeg panden mod en mur, da jeg simpelthen ikke kunne finde noget som jeg selv fandt interessant. Jeg kunne have læst op på klubbens historie og fundet højdepunkter, som jeg kunne bruge til at underbygge mit argument, for at vælge den klub som jeg gjorde. Jeg kunne have lavet baggrundstjek på spillertruppen og fundet stærke profiler, som jeg kunne have dannet mig personlige meninger om. Jeg kunne endda have gidet at høre dagens kamp i radioen, men jeg kunne bare ikke løsrive mig fra det spil Risk, som jeg havde iværksat på min telefon.
Jeg er nødt til at indse at jeg bare ikke kan engagere mig i noget, som jeg finder håbløst uinteressant. Jeg har dog besluttet mig for at jeg stadig vil supporte FC Nordsjælland, men på ingen måde med den passion, som jeg helt oprigtigt misunder andre mænd at besidde. Jeg må vente til der er EM i 2012, hvor min beherskede kærlighed til sporten, nok skal komme til sin ret. Klubsport kan jeg ikke hidse mig op over, men når landsholdet går på banen, er jeg altid med til at heppe på de rød/hvide farver.
---
Til gengæld er jeg i denne uge kommet i besiddelse af en helt særlig bog. Den har gjort så stort indtryk på mig, at jeg tænkte den kunne kompensere for min manglende tilstedeværelse. Bogen er fra 1920, har tilhørt min mors forældre og indeholder "Ca. 2000 raad og anvisninger for alle hjem" (efter eget udsagn). Bogen hedder "Spørg mig om Alt!" og den har virkelig svaret på næsten alle udfordringer, man kan støde på i sin dagligdag. Bogen ser således ud:
Jeg vil lige bringe et par uddrag fra bogen, så man har en ide om præcis hvad den indeholder. Har du f.eks. myrer i møblerne, kan du følge rådet her, for at komme problemet til livs:
Mange af rådene er usammenhængende, til trods for at de er nummererede. Hvordan man i sin tid har besluttet at disse 3 råd, skulle lægges i forlængelse af hinanden, vil nok forblive en evig gåde:
Sidst, men ikke mindst; bliver du forpustet når du går op af trapper? Frygt ej, løsningen er her:
Rigtig god søndag. Jeg skal nok finde et ordentligt projekt til næste uge!
Jeg har aldrig været synderligt interesseret i fodbold.
De fleste i min omgangskreds har et hold som de er ethundrede procent dedikerede til og som de følger slavisk i tykt og tyndt. Ofte er ens valg af foretrukkent hold, baseret på sin egen geografiske herkomst; altså skal det gerne være lokalt. Måske fordi man på denne måde, har et spinkelt håb om at støde ind i sine "helte" ned hos den lokale købmand/slagter/beværtning, så man på den måde kan konkludere at atleterne, indtager de samme ristede løg/medistere/Tuborg Classic som en selv.
Har jeg siddet i en forsamling, hvor samtalen er faldet på fodbold, så har jeg alt for ofte måttet løfte øjenbrynene og konkludere, at jeg absolut intet har haft at byde ind med. Indkøb af spillere, resultater fra forrige sæson, offside-reglen og listen fortsætter. Jeg ved noget nær intet.
Det skal være slut!
Nu skal jeg have mig et fodboldhold, som jeg kan bruge tid på at nærstudere, følge trofast og have en masse meninger om. Og jeg har allerede besluttet mig for hvilket hold jeg vil følge.
Af frygt for at blive verbalt stenet af blot 1 af mine (pr. dags dato) 12 følgende, har jeg besluttet at følge det geografiske aspekt, som resten af landet har bestemt er en acceptabel begrundelse for valg af tilhørsforhold. Så here goes:
Fra og med i dag er jeg fan af: FC NORDSJÆLLAND
Skal jeg gå helt ind til hjertet (læs: lokalsamfundet) så burde jeg godt nok holde med AB, men de er ikke i superligaen, så jeg føler mig lovligt undskyldt. Min kone mener dog at jeg bør holde med HB Køge, da vi er bosat i Borup og at jeg derfor bør vælge det mest lokale i forhold til min nuværende placering, men jeg har gransket indad og vurderet at FCN er det rigtige for mig, da jeg helt oprindeligt er fra Søborg/Bagsværd området og der ligger FCN trods alt tættest ved. Og så siger neanderthaleren i mig også, at en tiger til hver en tid kan tæve en svane.
I FCN's første sæsonkamp mod OB, tabte de 0-2 hvilket vidst nok ikke er en skam, da OB er et af de stærke hold i ligaen. Tror jeg... Jeg er godt nok med til at vide, at FC København var suverænt overlegne i forrige sæson og endda leverede rigtig flotte resultater i Champions League. Jeg vurderer at de bliver svære at slå d. 30. juli i Parken. Så tror jeg mere på en sejr d. 24. juli, når AC Horsens kommer på besøg i Farum Arena. Jeg finder næppe lejligheden til at komme på besøg i Arenaen i den nærmeste fremtid, men jeg skal helt sikkert have et par kampe ind på kroppen i løbet af denne sæson.
---
Gennem denne uge vil jeg forsøge at holde mig opdateret på hvad der sker hos mit nyfundne fodboldhold og hvordan konkurrencen ser ud. Pengepungen er ikke ligefrem fyldt for resten af denne måned, så en spillertrøje må også vente, men det giver mig jo også lidt tid til at finde ud af hvilket navn og nummer der skal stå på ryggen!
Rigtig god fornøjelse med Superligaen 2011/2012 til alle fodboldfans, uanset geografisk oprindelse!
Jeg har en ide om at rigtige mænd tør sige sin mening og så i øvrigt stå ved den. Indlægget denne søndag har ikke relevans for mine projekter og er udelukkende nogle tanker jeg har fået baseret på de seneste 24 timer.
---
Som jeg skrev om i mit sidste indlæg, så skulle min lørdag bruges i selskab med min kone, nogle af hendes veninder og så 5 utroligt talentfulde popmusikere, i form af verdens suverænt største boyband; Take That.
Som man måske har hørt, så blev koncerten aflyst grundet en dårlig hummer, som gav Robbie Williams tyndskid og opkast. Nyheden blev overbragt til koncertgængerne ude foran indgangene ca. 15 minutter før dørene skulle åbnes. Billedet nedenfor er taget ca. 10 sekunder før nyheden blev overbragt.
Dagen var 100 % dedikeret til denne dag, så jeg mødtes med min kone og hendes veninder foran indgangen kl 6:30 om morgenen. Jeg var officielt nr. 8 i kø og man kan stadig ane tuschen på min højre hånd, som indikerede min plads i køen for de tidligt fremmødte. 11 timer senere havde vi fået ryddet op, alle nummererede gæster fik stillet sig i kø og gjort klar til at blive lukket ind før resten af fanskaren og her kom en af sikkerhedscheferne så ud og gav den dårlige nyhed. Hele lørdagen var spildt væk, en oplevelse for livet misset og med tungt sind vendte vi snuden hjemad.
---
Dette er blot et lille indblik i hvordan min lørdag hang sammen og giver måske også en god ide om hvor spændt jeg var på at komme til den koncert. Jeg var tydeligvis ikke alene da reaktionerne efterfølgende har været mange. Rigtig mange. Og det er da forståeligt.
Men de reaktioner som har påvirket mig mest, og som dette indlæg handler om, er de såkaldte "fans" som har ytret kommentarer som "Robbie burde skamme sig", "Han har fået stjernenykker" eller "Så fik de sig nok lige en fridag".
Jeg får en dårlig smag i munden over disse mennesker, som tydeligvis har været dedikerede fans og som nu indånder skuffelsens bitre essens og derefter spyer den lumreste og mest tjæreindsmurte galde frem, fra den tilfrosne klump af menneskelighed, som de selv kalder "et brændende Take That-hjerte". Der har været "fans" som nu beslutter at boykotte bandet, "fans" som ikke tøver med at stramme sølvpapirshatten og råbe op om konspirationer om at bandmedlemmerne skulle være blevet uvenner og nu aflyser resten af touren og "fans" som med tårerne trillende ned over de håndmalede TT logoer på deres solrøde kinder ytrer et "Fuck dig, Robbie" som var det en fadæse manden intentionelt havde fremprovokeret.
Derudover har medierne også været lynhurtige til at hjælpe de tarveligste rygter godt på vej. Jeg er på ingen måde religiøs, men især Ekstra Bladet har reserveret førsteklasses billetter til helvede med overskrifter som "Robbie færdig med at skide på Danmark", "Take That bliver splittet igen", "Robbie ude af Take That". Rygter af denne slags er modbydelige, især når de kommer fra utroværdige kilder, som tydeligvis ikke har sat sig ind i, hvordan gruppens nylige tilblivelse er hændt. Det var kun planlagt at Robbie skulle være med ved forrige album og denne ene tour. Fremtiden er på ingen måde planlagt, men aviserne poster det som skandaler, selvom fans og "fans" har vidst hvordan det hang sammen siden den første pressemeddelelse om hans tilbagekomst.
Der har også været argumenter for at koncerten sagtens kunne fortsætte uden Robbie, men rigtige fans ved godt at det ville være en hul oplevelse. Touren er baseret på at Robbie er med igen og en "Progress tour" uden Robbie er pandekager uden mel; tynd og usammenhængende. Den rigtige beslutning blev truffet og de rigtige fans ved det godt! Alle de "fans" som nu har besluttet ikke at følge bandet længere, vil ikke blive savnet.
For at opsummere; Lyt aldrig til rygter, hav tillid til at de folk du og andre beundrer træffer de beslutninger som gavner sine fans bedst og lad være med at bakke ud når der er modgang. Selvom alle fans og "fans" af Take That i disse dage er skuffede og knuste, så vær ikke i tvivl om den sammenlagte bitterhed hos de koncertgæster der gik forgæves, ikke kommer i nærheden af den ærgelse bandmedlemmerne sidder med lige nu!
Jeg vil slutte af med mit yndlings Take That nummer, fra deres comeback tour.
Jeg har faktisk ikke så meget på hjerte lige i dag. Jeg fik optaget demoen efter planen, resultatet blev rigtig godt og nu mangler jeg bare at få den overført på mail fra min kammerat, som venligt lånte mig sin pult i lørdags, så jeg kan få den sendt ud i verden.
Det endte med at jeg kun fik optaget en enkelt demo, men til gengæld blev jeg så tilfreds med resultatet, at jeg sagtens synes jeg kan være bekendt kun at have den ene.
Det endelige resultat kan jeg desværre ikke afsløre her, da det kræver rettigheder til musikken, som jeg af åbenlyse årsager ikke er i besiddelse af. Så man må bare tage mig på ordet :-)
---
I denne uge har jeg ferie fra arbejdet, så i den forbindelse kunne jeg jo finde mig et tidskrævende projekt, men i stedet tager jeg slacker-løsningen og holder ferie fra min blog. Hvis man vil vide hvad jeg foretager mig i løbet af ferien, så kan man jo finde mig på facebook, ved at klikke på "synes godt om" linket ude i højre side af vinduet, hvor jeg også holder masserne up-to-date på de maskuline gøremål.
Indtil videre er det kun lørdagen som er helt planlagt, da jeg skal med min kone i Parken til Take That koncert. Der er måske mange herrer, som vil mene at det da ikke er spor maskulint at tage til Take That koncert, men det er med god sandsynlighed de samme mænd som ikke oplevede deres Beautiful World Tour tilbage i 2007, hvor de blandt andet optrådte med denne electro house udgave af "Give Good Feeling" (tjek iøvrigt danserne). Det var en sand fest dengang og jeg er sikker på at det bliver endnu større i Parken, især nu hvor Robbie er tilbage.
Da ikke alle er lige interesserede i den musik som jeg lytter til, vil jeg i stedet dele historien om hvordan jeg startede min interesse for DJ-faget.
---
I slutningen af 90'erne fandt jeg ud af at jeg aldrig var særlig god til fodbold. Jeg var ikke direkte uduelig, men min tekniske kunnen med en bold var ret hæmmet (og er det stadig i dag). Det var jeg meget bevidst om og det resulterede i at jeg sjældent delte begejstringen for sporten med mine klassekammerater, som næsten alle gik til fodbold flere gange om ugen og i øvrigt yndede at spille "hyr" i pauserne mellem timerne; en leg som handlede om at "hyre/møre/losse" bolden mod hinanden... Lige denne leg fangede mig aldrig helt, da jeg relativt hurtigt indså at legen ikke kunne vindes!
Så når alle drengene var hooked på at spille bold, og jeg stadig havde et par måneder før den interessante del af puberteten satte i gang, måtte jeg finde på noget andet at tage mig til. Ind fra højre kommer manden jeg i dag kan takke for at have lært mig alt det basale ved at være DJ: Jan!
Jan var pædagog (-medhjælper?!?) på fritids- og ungdomsklubben i Søborg, hvor jeg tilbragte en stor del af mine første teenageår. Klubben havde investeret i en Gemini PS 626 mixer og en Gemini 9500 dobbelt cd-afspiller, som Jan "helt tilfældigvis" havde fuldstændig styr på at bruge. I starten tænkte jeg at det da bare var ganske almindelige cd-afspillere og var desuden helt sikker på at Jan brugte en eller anden form for snyd, når han fik de forskellige dance og trance numre til at glide ind og ud af hinanden. "Hvor svært kunne det være"tænkte jeg og skulle da lige prøve lykken, men ganske som Jan forudså, så lød det som om jeg smed en sæk kartofler ned af nogle trapper. Beatet fra de to sange, passede bestemt ikke sammen.
Som man måske har forstået ved mig, så er jeg en ret opgivende type. Hvis jeg ikke fanger teknikken ved mit foretagende med det samme, så plejer jeg at give op, men lige her interesserede det mig voldsomt, at man med dette relativt simple udstyr kunne få sange til at "ligge ovenpå hinanden" og lyde som én sang.
Det måtte jeg bare lære.
Så mens de andre drenge rendte rundt udenfor i sommervarmen og spillede fodbold, så stod jeg og gav den gas i klubbens fest/pool/bordtennislokale med mine egne købte cd-singler, som dengang kostede 40-60 kr. for en enkelt cd med 2-6 numre på. Blandt de første singler jeg købte, kunne man finde:
DJ Aligator - The Whistle Song
Darude - Sandstorm
666 - D.E.V.I.L.
Fragma - Toca's Miracle
Alice Deejay - Better Of Alone
Samtlige cd'er har jeg stadig! Disse cd'er fik jeg terpet på kryds og tværs, indtil jeg havde det på rygradden. Herefter begyndte Jan så at låne mig sine cd'er, så jeg kunne øve med endnu flere sange og der gik ikke længe før pædagogerne i fritidsklubben gav mig lov til at agere DJ til festerne sammen med Jan.
Det var de glade dage.
Mens interessen var på sit højeste, var hver tirsdag reserveret til at tage ind til København med min gode ven Bjørn, for at besøge byens suverænt bedste pladepushere, nemlig Street Dance Records og Loud Records, som dog begge er lukket i dag. Samtlige lommepenge blev brugt på disse cd-singler, som jeg så brugte en uge på at lære at mixe med de andre cd'er jeg havde, før turen igen vendte mod København en uge senere, for at købe endnu flere cd'er! En led spiral.
Sidenhen har jeg forsøgt mig med vinyler som jeg også har lagt fra mig igen, jeg har mødt ligesindede entusiaster, spillet på en masse forskellige klubber i København og endda forsøgt mig med mine egne produktioner. Drømmen er aldrig død og jeg mener helt bestemt at en rigtig mand, vil gå efter sin drøm og ikke stoppe før han er i mål.
I dag er pladebutikkerne skiftet ud med www.beatport.com, Gemini-pulten er skiftet ud med Pioneer og genren er rykket fra trance over til house. Jeg er stadig ved at forberede hvilke numre jeg skal have med til demooptagelsen i weekenden, og jeg skal nok huske at dokumentere mig selv in action!
Rigtig god torsdag til alle!
Jeg slutter lige af med et nummer som også er fra dengang jeg startede interessen:
Ugens udfordring byder på en musikalsk oplevelse, indenfor en genre som ligger mit hjerte nær, nemlig HOUSE!
Der er en god chance for at jeg mister et par stykker på den her, men min blog er trods alt mest til for at jeg kan imødekomme nogle af mine personlige mål og herefter kommer så læsernes interesse i anden række. Beklager, men sådan er det.
Det som det handler om, er at jeg i de sidste mange år (over 10), har ønsket at blive verdens bedste dj og en af de gode måder at komme i gang på, er at man simpelthen optager en demo og sender den til et af de danske bookingbureauer, på samme måde som bands indsender demoer til pladeselskaber. Og det er med denne mission at jeg forhåbentlig kan lande nogle jobs, som rent faktisk tillader at jeg kan spille al den house som jeg brænder for og måske lidt færre af de mainstream jobs, som min karriere hidtil har budt mig.
Det er selvfølgelig nemt nok bare at sige at jeg vil spille house, men der er mere til det end det. Jeg vil lave 3 demoer i alt, som så skal være indenfor hver sin gren af housegenren, men dog stadig musik som jeg synes er fedt. Det betyder at jeg f.eks. ikke kommer til at spille nogle tracks med de gængse elektroniske artister, som de fleste danskere er bekendt med, men derimod mange af de internationale producere, som jeg synes fortjener større opmærksomhed her i lille Danmark.
Det her er musik jeg brænder for og hvis der ikke er andre som mener den er værd at promovere, så må jeg jo gøre det. Rigtige mænd tager nemlig initiativ. Basta!
De mere specifikke genrer, regner jeg med på nuværende tidspunkt bliver:
tech & deep
funky & soulful
progressive & club (dog med mainstream appeal)
Jeg har aftalt med en nær ven, at jeg den kommende weekend tager på besøg hos ham, optager de 3 demoer og så sender hele herligheden til de danske bookingbureauer. Jeg er bange for at jeg ikke på lovlig vis kan uploade mine mix, da jeg ikke har rettigheder til den slags, men til gengæld smider jeg herunder youtube-links til nogle af de numre, som jeg vil bruge indenfor hver genre:
Her er et par smagsprøver på hvilken slags musik der præger min hverdag. I denne uge vil jeg opdatere bloggen, efterhånden som jeg finder nogle tracks, som jeg er sikker på at jeg skal bruge.
Og så I lige da premieren på Sensation - Innerspace i Amsterdam blev streamet live i lørdags? For sjatan da det så godt ud :-)
Well, min indre slendrian måtte indhente mig før eller senere. Jeg har desværre ikke klaret hele min udfordring den forgange uge, i og med at jeg kun har lært at lave en enkelt slipseknude. Jeg havde nogenlunde styr på en four-in-hand-knuden i torsdags, men hvis man ikke lige øver den, så glemmer man den altså igen.
Jeg skammer mig også over at jeg på intet tidspunkt fik kastet mig i krig med hverken den franske knude eller kent-knuden. Jeg skammer mig dybt, da jeg virkelig havde håbet på at jeg kunne nå at lære disse, selvom jeg var på arbejde hver dag. Og det gør endnu mere ondt, når jeg ved at jeg havde tiden til det, da jeg tog tidligt hjem flere af dagene.
Men når det så er sagt, så har ugen jo ikke været helt forgæves, i og med at jeg trods alt har lært mig windsor-knuden. Fremover behøver jeg ikke ty til andres kunnen, når det kommer til denne ædle kunst, og beviset er lige her (musikken har jeg selv lavet) :
Som sagt så havde jeg altså større forventninger til mig selv med dette projekt, men blot fordi ugen er overstået, betyder det jo ikke at der ikke er grund til at lære mig selv de sidste knuder. Jeg hørte også tale om en dobbelt-windsor-knude fra en kollega og den synes jeg lyder hamrende spændende, så den må jeg kalde min femte knude som skal læres.
For nu er jeg da på sikker grund med klassikeren og så må resten komme senere.
Med hensyn til projektet for denne uge, så skal jeg lige have organiseret et møde med en nær ven, da jeg muligvis får brug for en allieret. Det kommer til at omhandle: min drengedrøm!
