At bryde en vane

En af de største udfordringer jeg har overvundet, gjorde jeg for ca. 2 år siden, da jeg besluttede mig for at lægge smøgerne på hylden. Min kone skulle 4 uger til USA og det efterlod mig med en gylden mulighed for at tage en kold tyrker og få al den tarvelige hverdagsnarko ud af kroppen. Med hjælp fra en kammerat lykkedes det og jeg er i dag 100% røgfri. Jeg har stadig lyst til at ryge en afslappende cigaret, men det erpå samme måde som jeg har lyst til chips; det er ret nemt at sige nej tak.

Jeg har dog en anden vane, som har stået på i endnu længere tid og som jeg derfor frygter bliver endnu støre udfordring at sætte en stopper for. Jeg vil lade billedet tale for sig selv:


Neglebidning har været min kæphest, så længe jeg kan huske. Da jeg var mindre, advarede min mor mig om at pigerne ikke ville holde mig i hånden, hvis jeg fortsatte med at bide negle. Det mente jeg naturligvis var noget sludder, men når jeg i dag ser min kones ansigtsudtryk, hvis min hånd kommer for tæt på tænderne, så er jeg ikke i tvivl om at der er noget om snakken.

Nu skal det være slut. Neglene skal vokse tilbage og være ordentlige at se på igen. Det gør det også nemmere at klø mig selv.

Der er nogle forskellige metoder til at stoppe, hvor en af de mest kendte er at smøre noget skidtsmagende på sine negle, som derved forhindrer "patienten" i at putte fingrene i munden. Jeg har en kedelig ide om, at ting jeg rører ved så også vil begynde at lugte, så den dropper jeg. Så er der nogle mere primitive løsninger, som at gå med handsker, men nu er det sommer, så det bliver ikke aktuelt heller.

Jeg tror dog at jeg vælger den samme løsning, som jeg gjorde ved mit rygestop: Kold tyrker. Ingen hælpemidler, kun viljestyrke. Vi får se hvordan det ender. Billedet foroven er fra tirsdag morgen og jeg poster et billede igen, når ugen er omme og så vil det billede forhåbentlig tale sit eget sprog...