---
I slutningen af 90'erne fandt jeg ud af at jeg aldrig var særlig god til fodbold. Jeg var ikke direkte uduelig, men min tekniske kunnen med en bold var ret hæmmet (og er det stadig i dag). Det var jeg meget bevidst om og det resulterede i at jeg sjældent delte begejstringen for sporten med mine klassekammerater, som næsten alle gik til fodbold flere gange om ugen og i øvrigt yndede at spille "hyr" i pauserne mellem timerne; en leg som handlede om at "hyre/møre/losse" bolden mod hinanden... Lige denne leg fangede mig aldrig helt, da jeg relativt hurtigt indså at legen ikke kunne vindes!
Så når alle drengene var hooked på at spille bold, og jeg stadig havde et par måneder før den interessante del af puberteten satte i gang, måtte jeg finde på noget andet at tage mig til. Ind fra højre kommer manden jeg i dag kan takke for at have lært mig alt det basale ved at være DJ: Jan!
Jan var pædagog (-medhjælper?!?) på fritids- og ungdomsklubben i Søborg, hvor jeg tilbragte en stor del af mine første teenageår. Klubben havde investeret i en Gemini PS 626 mixer og en Gemini 9500 dobbelt cd-afspiller, som Jan "helt tilfældigvis" havde fuldstændig styr på at bruge. I starten tænkte jeg at det da bare var ganske almindelige cd-afspillere og var desuden helt sikker på at Jan brugte en eller anden form for snyd, når han fik de forskellige dance og trance numre til at glide ind og ud af hinanden. "Hvor svært kunne det være"tænkte jeg og skulle da lige prøve lykken, men ganske som Jan forudså, så lød det som om jeg smed en sæk kartofler ned af nogle trapper. Beatet fra de to sange, passede bestemt ikke sammen.
Som man måske har forstået ved mig, så er jeg en ret opgivende type. Hvis jeg ikke fanger teknikken ved mit foretagende med det samme, så plejer jeg at give op, men lige her interesserede det mig voldsomt, at man med dette relativt simple udstyr kunne få sange til at "ligge ovenpå hinanden" og lyde som én sang.

Så mens de andre drenge rendte rundt udenfor i sommervarmen og spillede fodbold, så stod jeg og gav den gas i klubbens fest/pool/bordtennislokale med mine egne købte cd-singler, som dengang kostede 40-60 kr. for en enkelt cd med 2-6 numre på. Blandt de første singler jeg købte, kunne man finde:
- DJ Aligator - The Whistle Song
- Darude - Sandstorm
- 666 - D.E.V.I.L.
- Fragma - Toca's Miracle
- Alice Deejay - Better Of Alone
Det var de glade dage.
Mens interessen var på sit højeste, var hver tirsdag reserveret til at tage ind til København med min gode ven Bjørn, for at besøge byens suverænt bedste pladepushere, nemlig Street Dance Records og Loud Records, som dog begge er lukket i dag. Samtlige lommepenge blev brugt på disse cd-singler, som jeg så brugte en uge på at lære at mixe med de andre cd'er jeg havde, før turen igen vendte mod København en uge senere, for at købe endnu flere cd'er! En led spiral.
Sidenhen har jeg forsøgt mig med vinyler som jeg også har lagt fra mig igen, jeg har mødt ligesindede entusiaster, spillet på en masse forskellige klubber i København og endda forsøgt mig med mine egne produktioner. Drømmen er aldrig død og jeg mener helt bestemt at en rigtig mand, vil gå efter sin drøm og ikke stoppe før han er i mål.
I dag er pladebutikkerne skiftet ud med www.beatport.com, Gemini-pulten er skiftet ud med Pioneer og genren er rykket fra trance over til house. Jeg er stadig ved at forberede hvilke numre jeg skal have med til demooptagelsen i weekenden, og jeg skal nok huske at dokumentere mig selv in action!
Rigtig god torsdag til alle!
Jeg slutter lige af med et nummer som også er fra dengang jeg startede interessen:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar