mandag den 13. juni 2011

Hvad vil det sige at være en rigtig mand?

Jeg har påtaget mig en udfordring.

Delvist inspireret at min forstående (læs: tålmodige) kone, men ligeså meget af det faktum at jeg har lært en masse ting, i den tid jeg har været sammen med hende. Ting som jeg selv og mine omgivelser mener at jeg burde have lært for længe siden. For hold dog fast hvor er jeg nær håbløst bagefter, når det kommer til et helt særligt emne;

de helt basale maskuline dyder!

Det har taget mig et forhold på snart 5 år at lære at hamre søm i en væg, grille bøffer uden at de bliver forbrændte, lappe et cykeldæk, spise hvidløg uden at lave grimasser, forstå hvad koblingen i en bil gør og listen fortsætter. Jeg er på en eller anden måde gået glip af alt dette, som burde være den største selvfølge.

Det skal der rettes op på!

Det er i dag mandag d. 13. juni og min udfordring lyder således:

Hver tirsdag skal jeg formulere mig "et maskulint mål", som jeg derpå har 5 dage til at forberede mig på. Søndag skal det udføres og mandag fortæller jeg så om hele oplevelsen her på bloggen.

Måske fejler jeg miserabelt. Måske kommer jeg i bedre kontakt med mine maskuline sider. Måske bliver jeg endda et bedre menneske... Vi får se.

Jeg ved ikke endnu hvad min første udfordring skal være, men måske min kone vil være behjælpelig med at finde på ideer. Jeg vender tilbage i morgen, når første projekt bliver annonceret. Så får vi se hvad jeg finder på! Hvis man læser dette, må man meget gerne komme med forslag til hvad jeg kan foretage mig. Det skal dog ikke gå for hårdt ud over pengepungen, men kom endelig frisk med nogle ideer.

Jeg går i tænkeboks/seng!

3 kommentarer:

  1. Hvordan undgår du at dine bøffer bliver sorte? Jeg synes det er svært nok at starte en grill - pt bruger jeg ca. 10 brikketer på at få gang i kullene, det er altså over 1/4 af pakken.

    Ellers spændende blog du har her, jeg vil følge dine projekter med omhu, da jeg selv så lidt samme sted.

    SvarSlet
  2. @ 21thcenturyman: Tak fordi du spørger. Fedt med en anledning til at dele ud af min (sparsomme) viden :-)

    Optænding af grill har også været en bøvlet affære for mig tidligere, men jeg vil først og fremmest anbefale at anskaffe en grillstarter som ser således ud. Mængden af kul du skal bruge varierer selvfølgelig efter hvor meget du skal grille og i hvor lang tid, men de mest basale retter kan klares, med en halvt fyldt grillstarter. Store brugte stykker kul kan i øvrigt genbruges, hvis du banker den hvide aske af dem, før du putter dem i grillstarteren. Du får snavsede hænder, men det må rigtige mænd godt :-)

    Dernest vil jeg anbefale at bruge de optændingsblokke som hedder "Quickstart". De er i en sort papæske og der står med store hvide bogstaver "Co2 neutrale" og "lugtfri". Jeg kunne desværre ikke finde et billede af dem, men min lokale Super Brugsen har dem, så har du sådan en i nærheden så spørg efter dem der. De brænder længere og nemmere og stinker ikke syntetisk som andre andre optændingsblokke gør. 5 stk. af disse under grillstarteren er fint.

    Fra optændingsblokkene er tændt, til kullene er helt klar, går der ca. 45-60 min. afhængig af hvor meget vind der er. Kullene er klar når de er hvide og der stikker små stikflammer op fra dem. Det kan godt være at det ikke ligner der er sket noget efter 20 min. i grillstarteren, men hvis du vil finde ud af om der er gang i dem, så holder du bare hånden en 5-10 cm over grillstarteren. Hvis der er varmt der, så er kullene i gang og du må væbne dig med tålmodighed. Husk og vær forsigtig når du så hælder kullene fra grillstarter og over i grillen og vær især opmærksom på om der ryger små stykker kul ved siden af. Så sent som i dag, fik jeg bekræftet at de gør pokkers ondt at træde på!

    Kunsten at stege bøffer og lignende er et helt kapitel i sig selv. En "rookie mistake" er at man konstant vender bøfferne og prikker til dem. Man skal ikke prikke i bøffer/fileter/pølser da saften så vil sive ud af kødet og ned på kullene, som så ryger ekstra meget. Saften skal gerne blive i kødet, da det er den som gør at det smager og så skal man undgå røgen da det også spolerer noget af smagsoplevelsen. Så ingen prikken! Dernæst så skal man bestræbe sig på at vende kødet så få gange som muligt. De rigtig dygtige grillmestre, kan smide bøffen på grillen, vende dem en gang og så servere. Jeg mestrer ikke den kunnen, så det er der ingen skam i hvis du heller ikke kan ;-) Alt grillmad varierer jo i størrelse, så det er et spørgsmål om at "føle sig frem" med hvor lang tid tingene skal have, så dediker et par grill-sessioner til bare at øve. Lav f.eks. 6 identiske almindelige hakkebøffer og læg dem alle på på samme tid. Så vend dem hver især med et minuts mellemrum og så får du en ide om hvor lang tid de kan tåle. Igen, så bestræb dig på at vende dem så få gange som muligt, da for mange vendinger gør kødet tørt.

    Jeg håber virkelig at du kunne bruge mine tips til noget og rigtig meget held og lykke med årets grillsæson :-)

    SvarSlet
  3. Tak for tippet! Jeg har ofte tændt (med grillstarter)i "god tid" altså 25 min før og så stået med en dejlig hustru og venner der ikke forstod at salaten og drikkevare var på bordet og en halv-startet grill. Næste gang bliver det én time før.

    Selve stegningen har jeg så småt styr på og ind i mellem benytter jeg også webers ovn-funktion til steg med termometer m.m, det er super.

    Har overvejer det med at smide et stykke egetræ ved for at skabe "aroma" til kødet.

    Glæder mig til at hører om dit nye projekt i morgen.

    SvarSlet