En Kent-knude

Det bliver kort i dag, da det er begrænset hvor meget jeg egentlig kan beskrive slipseknudebindingsprocessen.

For det første, så har jeg lært mig den helt klassiske Windsor-knude. Det tog mig ca. 6 forsøg foran skærmen med de udførlige instrukser, før jeg kunne mestre knuden uden assistance. Den første udfordring man støder på, er at finde ud af hvor langt ude på den smalle ende af slipset man skal starte, da et forkert startpunkt kan ende med at det færdigbundne slips ikke er langt nok og derpå ender et par nævestørrelser over navlen. Dette er bestemt ikke hensigten! Jeg har forsøgt at google mig frem til hvor højt oppe slipset egentlig skal sidde, men der er ikke noget entydigt svar så det lader til at være smag og behag. Hvis man er rigtig fint på den, så lader det til at være god stil, hvis den bredeste del af slipset dækker bæltespændet. Det synes jeg dog er liiige langt nok, så jeg prøver at få det til at ende et sted mellem navlen og bæltespænde. Der er i hvert fald ikke noget der er rigtigt eller forkert, med derimod kun hvad man selv synes er pænt.

Nu hvor windsor-knuden er i hus, så har jeg kun 4 knuder som skal læres. Jeg har læst lidt forud og jeg tror jeg kan komme rimelig nemt igennem en four-in-hand-knude og en fransk-knude, men jeg er altså lidt vemodig med kent-knuden, som i mine øjne, ser håbløst indviklet ud... Den må eksistere af en grund, så jeg skal lære den!

Jeg mangler desuden en femte knude, så jeg må se at komme i gang med eftersøgningen!

Jeg får næppe skrevet mere før på søndag, når jeg skal eksaminere mig selv i bindingsteknikken. Jeg håber på at jeg kan filme mig selv binde knuderne, så der ikke hersker tvivl om at jeg har magtet opgaven! Tak for i dag!